Historien bag Hos Rosenkrantz
Indehaver:
Emma Rosenkrantz
Vores butik ligger i Vejle og tilbyder et varmt, indbydende rum fyldt med farver og teksturer. Vi har garn fra gulv til loft og et varieret udvalg af dejlige teer i løsvægt - Ideelt til en hyggestund.
Hos os er enhver kreativ sjæl velkommen!
Hos Rosenkrantz bygger på en kærlighed til håndarbejde. Garn, farver og teksturer har altid inspireret mig, og det er en stor glæde at dele den kreativitet med andre.
Jeg trives i mødet med kunderne, og jeg bestræber mig på, at butikken skal være et sted, hvor man føler sig set, hjulpet og sendt videre med både idéer og et smil.
Butikken har rødder mange år tilbage – den startede i sin tid som Naturlic, grundlagt og drevet af min mor, og har altid været et sted, hvor nærvær og håndværk stod i centrum.
I foråret 2025 overtog jeg forretningen, og i den forbindelse markerede vi generationsskiftet med et nyt navn: Hos Rosenkrantz. Vi har valgt vores fælles efternavn, fordi butikkens fremtid bygger på et stærkt, fælles fundament.
Jeg er glad og stolt over at kunne træde ind i en butik og en kundekreds, som min mor har bygget op gennem årene, og jeg ser frem til både at udvikle forretningen og bevare alt det gode, der fungerer i dag.
Min mor vil fortsat være at finde i butikken på udvalgte dage – det er stadig et familieprojekt, hvor tradition og fornyelse går hånd i hånd.
Så selvom navnet er nyt, er meget heldigvis det samme.
Stemningen, varmen og den personlige vejledning lever videre – og vi glæder os hver dag over både nye og kendte kunder, der lægger vejen forbi.
